Voldgiftssag anlagt vedr. de lave målinger af renhed og sukkerindhold i roerne

Nordic Sugar udskiftede forud for 2024-kampagnen de tidligere Cocksedge prøvetagere på sukkerfabrikkerne med nye Rüpro prøvetagere. Danske Sukkerroedyrkere mener, at dette har ført til lavere målinger på renheden samt sukkerindholdet i roerne og dermed for lille en afregning til dyrkerne. Efter et langt resultatløst forløb med Nordic Sugar fra efteråret 2024 frem til nu på at finde en løsning, har Danske Sukkerroedyrkere overbragt sagen til Voldgiftsretten.

De nye prøvetagere, som Nordic Sugar havde opsat på sukkerfabrikkerne forud for 2024-kampagnen, viste sig at være særdeles problemfyldte. Dels virkede de i den første del af kampagnen kun i begrænset omfang, så mange dyrkere i den periode oplevede at få taget for få eller slet ingen prøver af deres leverede roelæs. Dels viste målingerne af renheden i roerne med det nye udstyr lavere værdier end forventet, ud fra efterårets optimale forhold i marken for optagning af roerne. Efterfølgende blev dette efterprøvet via to omgange parallelprøver udført sammen med Nordic Sugar i kampagnen. Parallelprøverne underbyggede, at renheden i de leverede roer blev målt for lavt med det nye udstyr, og parallelprøverne viste også for lave målinger af sukkerindholdet. Begge dele indebærer, at afregningen til dyrkerne for de leverede roer er for lav i forhold til de indgåede aftaler.

Siden problemet blev konstateret i september 2024, har Danske Sukkerroedyrkere haft et langt og omfattende forløb, hvor foreningen har rakt ud til Nordic Sugar for at finde en løsning, men det har desværre ikke været muligt. Som en konsekvens af dette, har Danske Sukkerroedyrkere den 20. maj 2025 overbragt sagen til Voldgiftsretten.

Danske Sukkerroedyrkere informerede bl.a. grundigt om sagen på foreningens generalforsamling i begyndelsen af marts 2025. Her blev der også sat tal på den beregnede lavere afregning til dyrkerne i kontrakterne for 2024 og 2025 samt i et vist omfang for 2026, som allerede var indgået forud for problematikken blev kendt i efteråret 2024. Samlet for årene udgør det et beløb på 127 mio. kr, heraf udgør beløbet for de allerede leverede roer i 2024 ca. halvdelen.