Kompensation for roer kasseret på grund af frostskade

Nordic Sugar har aftalt med Danske Sukkerroedyrkere at yde kompensation til roedyrkere, som har fået kasseret roer på grund af frostskade. Fra Danske Sukkerroedyrkere hilser vi kompensationen velkommen. Den afbøder de værste konsekvenser og tab for de dyrkere, der har fået kasseret roer efter en kampagne med ekstraordinære vejrforhold med voldsom regn og hård frost.

 

Aftalens indhold (kan også læses på Nordic Sugars hjemmeside):

Dels ydes støtte til dyrkere, der ikke har fået taget alle deres roer op, og dyrkere der har fået kasseret hele roekuler på grund af frostskader. Denne kompensation er udover, hvad der er beskrevet i Brancheaftalen og Leveringskontrakten.
Endvidere udvides perioden for selvforsikringsordningen, og Nordic Sugar tilfører denne ordning ekstra midler.

Roearealer der ikke er taget op
Roer, der ikke er taget op, kompenseres med 1800 € pr. ha, svarende til ca. 13.400 kr. pr. ha.
Dette beløb giver dyrkeren et DB svarende til en gennemsnitlig hvedemark i 2023.

Hele kasserede roekuler
Roer, der er taget op, men efterfølgende kasseret pga. frostskader kompenseres med 2260 € pr. ha, svarende til ca.16.800 kr. pr. ha.

Selvforsikringen - Nordic Sugar tilfører yderligere midler og periode udvides
Hertil kommer den aftalte selvforsikring for leverancer efter den 20. januar beskrevet i Brancheaftalen, hvor der er skrabet en del af en roekule af ellers procesegnede roer.

Den kasserede mængde (minus 40 ton) kompenseres med 36 € pr. ton (uden nogen tillæg eller fradrag) – svarende til ca. 268 kr. pr. ton rene roer. 

Omkostningen overstiger hermed den aftalte opkrævning, men Nordic Sugar tilfører de yderligere midler.

Endvidere udvides denne ordning til at omfatte roer leveret efter den 13. januar, men dette kræver dog, at dyrkere med leverance i den udvidede periode, indberetter afskrabede mængder. 
Dyrkere, der har leverancer i perioden fra 14. januar til og med 20. januar, skal derfor indberette kasserede mængder for disse leverancer i spørgeskema under "Mine sider".
Spørgeskemaet skal være besvaret senest mandag den 11. marts 2024 for at kunne komme i betragtning mht. støtte.

Udbetaling
Udbetalingen af kompensation forventes at blive ultimo marts 2024.