Slutafregning for 2016-kampagnen fremrykkes

Slutafregningen for 2016-kampagnen kommer allerede til udbetaling til dyrkerne den 15. juli i stedet for den 10. november 2017. Den gode nyhed fra Nordic Sugar blev oplyst i forbindelse med Danske Sukkerroedyrkeres generalforsamling i sidste uge.

Slutafregningen for 2016-kampagnen skulle i henhold til Brancheaftalen for 2015-16 først udbetales den 10. november 2017, men Nordic Sugar har oplyst, at de vil fremrykke udbetalingen til den 15. juli.

Dette er en særdeles positiv nyhed, som vil gavne dyrkernes likviditet, og tiltaget hilses meget velkomment her fra Danske Sukkerroedyrkere.

Herved tages også forskud på et af de nye vilkår, som er gældende med den nye 3-årige Brancheaftale for 2017-19. Her vil udbetalingen i Slutafregningen tilsvarende ske den 15. juli.

Anina Kjær