Kontraktbørsen for køb og salg af sukkerkontrakter åbnes i perioden fra den 3. august 2009 til den 12. august 2009, kl. 12.00.
I forhold til sidste år er Kontraktbørsen nu tilpasset de nye forhold, hvor enkeltkontrakterne er lagt sammen, så man som sælger ikke er bundet til mængder, der svarer til enkeltkontrakter. Man kan således afgive salgsbud på en vilkårlig mængde af sin samlede kontrakt, ligesom der kan afgives købsbud på nøjagtig den kontraktmængde, man ønsker at købe.
Resultatet af Kontraktbørsen vil foreligge nogle få dage efter, at den lukkes den 12. august. I lighed med sidste år har Danske Sukkerroedyrkere ønsket at køre Kontraktbørsen tidligt i august måned, så man kender størrelsen af sin sukkerkontrakt, inden man skal disponere sit areal til den kommende sæson.
Omsætning af kontraktmængder på Kontraktbørsen vil få virkning fra dyrkningsåret 2010. Efter Kontraktbørsen vil det fortsat være muligt at handle kontrakter – med virkning for 2010 – på individuel vis frem til den 15. januar 2010.
E-dyrker skal som tidligere afgive bud via hjemmesiden: www.sukkerroer.nu, hvor Kontraktbørsen bliver tilgængelig den 3. august 2009. Vejledning til brug af Kontraktbørsen vil ligeledes blive lagt på hjemmesiden. P-dyrkere vil få fremsendt informationsmateriale og tilmeldingsblanket pr. post.