I juni 2009 har FødevareErhverv udbetalt i alt 152 mio. kr til sukkerroedyrkerne som kompensation for salget af sukkerkvote til EU. Salget til EU har givet mange spørgsmål om indvirkningen i forhold til kontraktmængden, beløb, beskatning og forpagtningsforhold.
I slutningen af 2007 og begyndelsen af 2008 solgte det daværende Danisco Sugar i alt 80.083 tons af den danske sukkerkvote til EU.
Reduktionen i kontraktmængden er delt forholdsmæssigt ligeligt ud på alle dyrkerne i Danmark i forhold til deres sukkerkontrakter, og som kompensation for salget har dyrkerne modtaget 1.801,94 kr pr. ton solgt polsukker. Pengene er udbetalt til dem, der er registreret som dyrkere pr. 1. oktober 2007 (beløbet er udbetalt fra FødevareErhverv over to omgange med nogle få dages mellemrum).
Alle dyrkere har den 3. juli 2008 modtaget en opgørelse fra FødevareErhverv over salget, og pr. 11. juni 2009 er der udsendt et endeligt brev fra FødevareErhverv til alle de berørte dyrkere vedr. udbetalingen.
Forpagtningsforhold – beløb og kontraktmængde
Særligt i forbindelse med forpagtningsforhold har der været mange spørgsmål til håndteringen, idet beløbet fra FødevareErhverv er udbetalt til dyrkerne pr. 1. oktober 2007. Dette indebærer, at forpagtere også har fået udbetalt kompensation for reduktionen i den forpagtede kontraktmængde.
Danske Sukkerroedyrkere har beregnet, at i forhold til den totale basis-kontraktmængde primo 2007 (før køb af ekstra kvote i september 2007) udgør kompensationen 343,05 kr pr. ton polsukker.
I september 2007 udnyttede Danisco Sugar muligheden for køb af ekstra sukkerkvote fra EU, og dyrkerne deltog i betalingen heraf med et beløb på 919 kr pr. ton polsukker. Købet blev forholdsmæssigt delt ud på alle sukkerkontrakter, hvilket medførte, at forpagtere også fik tillagt en købt mængde på den forpagtede kontraktmængde. Købet skulle ligeledes betales af forpagter, og betalingen blev foretaget i marts 2008.
Hvis man modregner købsprisen i marts 2008 i udbetalingen fra FødevareErhverv i juni 2009, er nettobeløbet pr. ton basis-kontraktmængde primo 2007 på 273,76 kr pr. ton polsukker.
I beløbet er der ikke foretaget en renteberegning i forhold til, at betalingen for købet og indtægten fra salget er tidsmæssigt forskudt med ca. 15 måneder.
I beløbet er der ligeledes ikke indregnet den eventuelle værdi, som forpagter havde af den købte mængde i kampagnen 2007, hvor den købte mængde medførte en forhøjelse af kontrakten med ca. 6,5 %. Tilsvarende er der heller ikke indregnet, at den forpagtede kontraktmængde fra 2008 har været ca. 7 % mindre end oprindeligt.
Netto – når køb og salg indregnes – er kontraktmængden reduceret til 93,02 % i forhold til basis-kontraktmængden primo 2007.
Se Danske Sukkerroedyrkeres beregning vedr. mængde og beløb – pdf.
Forpagtningsforhold – tilbageførsel til bortforpagter
Der har ligeledes været mange spørgsmål til, om en forpagter bør/ skal tilbagebetale det overskydende nettobeløb på 273,76 kr til bortforpagter.
Dette afhænger først og fremmest af forpagtningskontrakten, som de to parter har indgået, men typisk har man i forpagtningskontrakten ikke taget højde for denne situation.
Har man ikke taget højde for situationen i forpagtningskontrakten, er det Danske Sukkerroedyrkeres holdning, at forpagter bør tilbagebetale nettobeløbet på 273,76 kr pr. ton polsukker til bortforpagter (evt. reguleret med en renteberegning). Dette skyldes, at der er tale om en forpagtning af en specifik sukkerkontrakt, som efterfølgende er påvirket via et udefra kommende køb og efterfølgende salg.
Modsvarende er kontraktmængden, som forpagter skal tilbagelevere til bortforpagter, reduceret til 93,2 % af den oprindelige mængde (i forhold til basis-mængden primo 2007)
Danske Sukkerroedyrkeres holdning underbygges af et notat herom, som er udarbejdet af Dansk Landbrugsrådgivning, Skejby – pdf.
Beskatningsforhold
Der har også været spørgsmål til, om kompensationsbeløbet fra EU skal betragtes og behandles som et beløb for salg af sukkerkontrakter.
Danske Sukkerroedyrkere har bedt Dansk Landbrugsrådgivning, Skejby, se på dette, og svaret fremgår af vedlagte notat fra Dansk Landbrugsrådgivning – pdf.
Heri konkluderes bl.a.: ” Det er Landscentret, Skats vurdering at kompensationsbeløbet anses for afståelse af en del af leveringsretten til sukkerroer, og afståelsessummen skal fragå i saldoen efter afskrivningslovens § 40 C”.
Hele notatet bør læses, herunder bl.a. også vedr. beskatningstidspunktet.